Julekugler af gavebånd

Sådan laver du selv smukt julepynt af gavebånd

Hvorfor ikke skabe noget smukt julepynt af gavebånd, når det er færdigt med at være smukt rundt om gaverne? På en miljørigtig måde.

Glædelig 3. søndag i advent og velkommen til den tredje juleoverraskelse. 

Håber du kiggede med i sidste uge, hvor vi lavede let julepynt af gavepapir. Hvis ikke så skynd dig at kigge forbi. Temaet for juleoverraskelserne er inspiration til en mere miljørigtig/bæredygtig jul og denne gang laver vi igen julepynt, men denne gang af gavebåndet. 

Det er ikke til diskussion – gavebånd gør altså en gave mere smuk og det kan ovenikøbet fås i tonsvis af forskellige farver og tykkelser. Når gavebåndet så er færdig med at gøre gaverne smukke, så ender det i skraldespanden og der bliver ikke tænkt mere over det. Men STOP lige engang inden du åbner skraldespanden. Der skal gavebåndet nemlig ikke hen, for du skal i gang med at skabe smukt julepynt af det. 

Det kan også være at du har nogle ruller gavebånd liggende du ikke får brugt – det havde jeg nemlig fra dengang vi gav julegaver i familien. Det gør vi ikke længere (kun til børnene) og derfor havde jeg en masse ruller med gavebånd liggende i gemmerne. Og det er så dette der nu er kommet det smukkeste julepynt ud af. 

Vi har hævet sværhedsgraden lidt fra sidst, men er sikker på at du sagtens kan følge med – det er absolut ikke svært, når det er prøvet nogle gange. Og resultatet er bare det hele værd!

Jeg vil i det følgende vise hvordan der kan flettes smukke julekugler af gavebånd. Lige klar til at hænge på juletræet eller at give i værtindegave. 

Dette skal du bruge:

  • Gavebånd (det gør ikke noget at det er krøllet)
  • Saks
  • Sytråd og synål

Fremgangsmåde:

gavebånd
Gavebåndet findes frem. Som det kan ses havde jeg en del at vælge imellem, som bare er samlet sammen gennem årene.
Kreativ med gavebånd
Der klippes en masse stykker af gavebåndet på 8 cm. og gavebåndets bredde er 1 cm.

Jeg har valgt at lave en video på hvordan du helt basalt laver led (leddene er dem du fletter med), hvordan du fletter dem sammen samt, hvordan du så fletter en smuk julekugle. Dette fordi det kan være svært at forklare, hvordan flette teknikken er og derfor er det bare nemmere at se på video. ,

Som sagt indeholder den første del, en kort basal viden omkring at flette og med den viden kan du flette et hav af forskellige ting, blandt andet skåle, kurve, lysestager, tasker, penalhuse (ligesom det på forsiden) og mange, mange flere ting. 

Her har jeg valgt at flette af gavebånd, da det er en del af denne uges juletema, men du kan flette af rigtig, rigtig mange ting, blandt andet reklamer, gavepapir, bogsider, kaffeposer, chips poser, slikpapir osv. 

I videoen viser jeg, hvordan man fletter en lille julekugle, men til slut viser jeg også en stor julekugle. Den skal der selvfølgelig bruges nogle flere led til (viser jeg på følgende billeder), men ellers er sammensyningen på samme måde. 

Julekugle
Sådan skal leddene være flettet sammen til den lille julekugle.
Julekugle af gavebånd
Sådan skal leddene være flettet sammen til den store julekugle.
Kreativ med gavebånd
Før billede.
Julekugler af gavebånd
Efter billede.

Som vist i sidste uge, kan der også flettes julekugler af gavepapir og her er fremgangsmåden nødagtig den samme.

Genbrug gavepapir

Som tidligere nævnt kan du flette rigtig mange forskellige ting og her er bare endnu et eksempel. Et smukt kræmmerhus, dog med inspiration fra Design By Anne. 

Flettet kræmmerhus

Noget andet du kan bruge gavebånd til er flettet julestjerner og det tror jeg alle på et tidspunkt har stiftet bekendtskab med. Jeg har dog lavet et fint stjernetræ, i stedet for at hænge dem på juletræet. Det er super nemt. Pinden stjernerne er limet fast på, med limpistol, er hentet lige udenfor i naturhaven. Urtepotten er købt i genbrugsbutikken til blot 5 kr. Pinden er sat ned i oasis og for at skjule den grønne oasis er der limet sten ovenpå, fra indkørslen. Den er virkelig bare blevet fin. Synes du ikke? 

Stjerner af gavebånd

Afrunding:

Håber du får glæde af denne DIY Julepynt af gavebånd og vil bare ønske dig god fornøjelse med kreativiteten på denne dejlige 3. søndag i advent. En kreativ gør-det-selv idé der vil pynte på juletræet eller troldegrenen. Mine pynter så fint, på det lille hjemmebygget juletræ fra grantræet i naturhaven, min egen have, der er et besøg værd. Tjek den ud med det samme!

Jeg vil rigtig gerne se dit færdige julepynt af gavebånd, så del endelig billedet med mig, på de sociale medier. Det vil glæde mig virkelig meget.

Du er mere end velkommen til at kontakte mig på info@mr-design.dk, hvis du har spørgsmål til fletteteknikken.

Glæder mig til at se dig igen i næste uge, men for nu vil  jeg bare ønske dig en rigtig dejlig 3. søndag i advent.  

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *