Forum var en kreamesse jeg havde set frem til længe – rigtig længe endda. Den blev booket ca. to måneder forud og er det længe. Måske ikke, men i over et år havde Forum været som en drøm – et marked jeg rigtig gerne ville deltage i. Med over 300 udstillerede og mere end 15.000 besøgende året før, så var det bare en mulighed for at komme ud til rigtig mange mennesker.
Altså med andre ord – rigtig mange mennesker ville få muligheden for at se hvad jeg kan og hvad jeg laver og endda købe mine ting med hjem.
Op til et marked er jeg altid spændt – har altid en form for sommerfugle i maven. Tror dette er et godt tegn, for der er alligevel nogle ting på spil for min lille virksomhed. Men denne gang var jeg hele følelsesregistret igennem flere gange. Den ene aften i ugen optil begyndte jeg at hyperventilere og måtte lukke øjnene og tage nogle dybe vejrtrækninger inden jeg fortsatte arbejdet ved symaskinen.
Har altid svært ved at begrænse mig og vil gerne have så meget som muligt med på en messe. Men dette gør at jeg oplever en form for stress og symptomer på dette. Jeg har være gået ned med stress før, så jeg ved godt, hvornår jeg skal passe på mig selv. Nogle gange er jeg dog ikke så god til at lytte efter i første omgang. For mine tanker går altid på at, hvis nu det lige præcis er denne taske, jeg ikke har syet endnu, vil blive solgt. Og så må jeg jo hellere gå i gang med at sy den.
Opstillingen og en lidt dum start
Jeg har som regel altid min mor med på markeder – det er hyggeligt at være sammen om. Hun laver og sælger smykker af perler. På nogle markeder har vi hver vores stand, og nogle gange har vi en sammen. Det plejer at gå fint og der er normalt fint plads til os begge. Dette havde vi dog lidt udfordringer med denne her gang. Vi måtte i hvert fald skynde os at lave om på opstillingen i sidste øjeblik. Normalt har vi opstillingen klar hjemmefra.
I Forum var det muligt at lave ens opstilling allerede om fredagen, så den var klar til lørdag morgen. Dette havde vi dog ikke mulighed for, men det havde vores naboer benyttet sig af. Dette er i og for sig også godt nok. Men da vi kommer ind i Forum, tjekker ind og finder vores stand, viser det sig at vores ene nabo har sat deres bord således at det går ind over vores stand. Dette gør at vi ikke har nok plads til den opstilling vi havde tænkt. Mega ærgerligt.
Gjorde vi noget ved det? Nej, det gjorde vi ikke, men det skulle vi måske have gjort. På nabostanden var de ikke mødt op og de kom først da vores opstilling var næsten færdig. Min mor og jeg snakkede om vi kunne rykke lidt til deres bord, men det nænnede vi heller ikke. Og vi ville jo heller ikke skabe dårlig stemning mellem os og vores nabo allerede inden vi gik i gang. Så ville det blive en lang weekend.
Så vi lavede en ny opstilling.

Et bedre salg?
Der kom rigtig mange mennesker forbi Forum på de to dage. Vi fik rigtig mange gode snakke, men salget udeblev langt hen ad vejen. Da vi måtte ændre i opstillingen var det ene bord nødt til at stå i baggrunden og det virkede som om at der ikke rigtig blev lagt mærke til det vi havde stående der.
På dette bord havde vi sat de småmøbler jeg er begyndt at male. Nogle produkter jeg havde en større forventning til end der blev en realitet. Havde det været anderledes hvis vores opstilling kunne havde været en anden? Det ved vi jo ikke eller skulle vi have haft en anden placering i hallen? Ja, måske. Det er jo aldrig til at vide og dem der stod omkring os, fik heller ikke solgt alverden.
Hvad hittede?
Det sjove ved at tage på markeder er også at se hvilke af ens ting der er mest efterspørgsel på. Der er som regel 1-2 ting der hitter noget mere end alle de andre, af det der bliver solgt.
Det der ALTID hitter eller egentlig blot er et sindsygt godt blikfang er mine Disney tasker. De vækker minder hos dem der kommer forbi, giver nogle gode snakke og nøj de bliver rørt ved mange gange. Jeg plejer gerne at sige, at hvis jeg begynder at tage penge for hver gang der er nogen der tager fat i taskerne, så ville jeg hurtigt blive millionær. Og i Forum var ingen undtagelse. Jeg forstår det nu godt, for jeg ville gøre det samme, hvis jeg kom forbi dem.
Men altså det der blev solgt absolut mest af var savlesmække. Der blev solgt mange. De fleste blev solgt om lørdagen og om søndagen var det mest mine sløjfeøreringe der var efterspørgsel på og blev solgt en del af. Øreringene var første gang de var med, så det er jo bare dejligt at de blev taget godt imod.

Vil vi gøre det igen?
Det helt korte svar er JA!
Og hvorfor så det, hvis det ikke var som forventet? Ja, det lyder måske som om at det var lidt af en skuffelse. Men det var det bestemt ikke. Det var først og fremmest en fed oplevelse i hjertet af København. Vi havde mulighed for at vise vores ting frem til rigtig mange mennesker. Vi havde rigtig mange gode snakke og det er helt klart også en del værd. Vores stand blev tjent hjem og der var et beskedent overskud. Fik delt en del visitkort ud og mange gange kommer bestillingerne bagefter. I kølvandet af et marked. Og dette er bare vildt dejligt.
Lige nu har jeg bestillinger nok til de næste par måneder – det er bestillinger der er kommet siden i lørdags og de fleste kom endda i lørdags, mens jeg stod i Forum. Er bare så taknemmelig over at folk kan lide mine ting og ønsker at støtte min lille virksomhed.
Vi overvejer kraftigt at deltage igen næste år, dog med en lidt anden placering. Men nu må vi se hvad fremtiden bringer. Lige nu kigges der fremad til næste marked der er d. 22-23 februar Bella Unika i Bella Centret i København. Et nyt marked jeg glæder mig enormt meget til at deltage i.
