Kreamesse i Farum

Markedsserie: Kreamesse d. 8. september i Farum

Som noget nyt vil jeg lave en markedsserie. En serie omkring de markeder jeg deltager i. Et ærligt billede af hvordan det er gået. Et marked er ikke bare et  marked . Der kan være stor forskel på hvordan markederne går og mange ting kan spille ind. Hvordan er vejret? Først eller sidst på måneden. Hvilken by osv.

Denne artikel er den første i serien og planen er at lave en ny artikel hver gang jeg har været afsted. Kig under fanen “Markeder” for at se hvornår næste marked er og hvor henne. Måske du har lyst til at kigge forbi. 

Turen gik til Farum

Klokken meget tidligt om morgenen d. 8. september gik turen mod Farum. En lidt længere tur, da jeg til daglig holder til ved Nørre Alslev på Falster. Men kan nu godt lide at komme lidt længere væk og se hvad andre byer har at byde på.

Jeg har altid min mor, aka Susanssmykker, med på markeder. Hun sælger nemlig smykker, lavet af perler. Det er altid bare lidt hyggeligere at være afsted sammen, især på en lidt længere køretur. Og hvis der ikke kommer ret mange kunder, så kan dagen godt være lang at stå der alene. 

Vi spiste morgenmad i bilen og turen derind var behagelig uden den store morgentrafik. Det var jo søndag og tror folk sov længe. Vi nød i hvert fald godt af det, da ingen af os er særlig trygge ved at køre i København. 

I Farum havde vi dog en lille udfordring ved hallen, hvor messen skulle være. Hallen kunne vi godt finde, men 2 indgange, den ene til indtjekning og den anden til aflæsning af bil. Den ene med bom med kode. Det tog lige lidt tid, men vi fandt det. 

Der er altså noget helt særligt ved at komme ind i en hal, der er fyldt med kreative sjæle, der er ved at gøre deres stande klar. Det giver en summende og forventningsfuld stemning. 

Og så er det bare med at bygge vores stand op og være klar til kl. 10. 

Årets sidste sommerdag

Vejret kan have en ret stor betydning for hvor mange mennesker der kigger forbi. Uheldigvis havde vejrguderne lovet at denne søndag skulle være årets sidste sommerdag med 25-30 grader. Det gjorde at der ikke kom lige så mange mennesker forbi, som der kunne have gjort. Der var 900-1000 mennesker igennem, hvilket arrangørerne siger er til den lave side. 

Og antallet af mennesker kunne vi selvfølgelig også mærke. Der var flere døde perioder – perioder hvor der ikke skete det store. Til gengæld havde vi det fint i forhold til varmen. Det lykkes at blive okay temperereret i hallen, men puha for en varme, da bilen skulle pakkes, inden vi kunne køre hjem igen. 

 

Lykkeposer

Er simpelthen bare sååå glad når nye tiltag bliver taget godt imod. Og det er lykkeposerne et fint bevis på. Har flere gange oplevet at det kan være svært at vælge mellem mine scrunchies. Hvilket jeg godt kan forstå, for der er virkelig mange fine. Og jeg har selv svært ved at vælge. Så nu er der lavet lykkeposer med hårpynt. Hårpynt fordi der i nogle af dem både er scrunchies, hårelastikker med sløjfe, hårspænder samt hårbånd. Og derudover er der muligvis også en lille overraskelse i dem. Der blev gennem dagen spurgt en del ind til dem og der blev solgt to. Til en pige der havde svært ved at vælge mellem 2 poser og derfor købte dem begge. 

Det er altså bare fedt at de allerede er blevet taget så godt imod. Og er du interesseret i at købe ind eller se mere, så kan se findes på min webshop. 

Lykkeposer

Lidt billeder af dagen i Farum

Homemade billeder
Messe i Farum
Kreamesse i Farum
Markedskalender
Perlesmykker
Smykkemesse
Smykker i farum

Alt i alt var det en god markedsdag i Farum. Glade gæster/kunder, gode snakke samt sparring med en masse andre kreative sjæle. Tilsammen fik vi solgt, så vi fik dækket udgifterne. Det kunne selvfølgelig godt være bedre, men målt på de gode snakke, uddeling af visitkort og fremvisning af produkter, så har det været det værd. Og så er det også vigtigt at huske på at nogle bestillinger kommer på bagkant af et marked. Nogle kunder har brug for lidt tid til at beslutte sig for et produkt inden de køber. 

Det er en by vi gerne besøger igen. 

 

Glæd dig til d. 19. oktober hvor jeg gæster Kreamessen i Roskilde. Og foruden at have min stand, har jeg også en workshop. På denne workshop skal vi folde gamle bøger. Der kommer en særskilt artikel omkring dette. 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *