Lav selv gavepose til julens gaver, der kan bruges hele året

Gaveposer er et godt alternativ til gavepapir og samtidig kan den bruges hele året. Gaveposen er en gave i sig selv – en miljørigtig gave.

Glædelig 4 søndag i advent og velkommen til den fjerde og sidste juleoverraskelse. 

Håber du kiggede med i sidste uge, hvor vi lavede smukt julepynt af gavebånd. Hvis ikke så skynd dig at kigge forbi!

Temaet for juleoverraskelserne er inspiration til en mere miljørigtig/bæredygtig jul og denne gang laver vi unikke gaveposer til julens gaver. 

Som nævnt i 2. søndag i advents overraskelsen, er gavepapir ikke specielt godt for miljøet, da denne ikke kan genanvendes ligesom almindeligt papir. Og derfor er der ikke den store fornuft i at pakke julegaverne ind i gavepapiret, hvis man bare vil være en lille smule miljørigtig. Og slet ikke når der er massere af alternativer til gaveindpakningen og den behøver bestemt ikke at være kedelig, selvom den ikke er iført glitrende eller julede papir. 

Gaveposer i stof er både unikke, smukke og genanvendelige. De kan nemlig bruges igen og igen, hele året rundt. Gaveposerne i stof er derfor en gave i sig selv. 

Læs endelig med videre for at se hvordan du selv laver gaveposer til julens gaver, der kan bruges hele året. 

Dette skal du bruge:

  • Stof (stofrester fra andre sy projekter er glimrende til dette)
  • Snor til at binde med (jeg har brugt stofgarn)
  • En god stofsaks
  • Synål og sytråd
  • Knappenåle

Fremgangsmåde:

Stoffet du vil bruge findes frem. Fordelen ved at lave denne gavepose af lapper, er at stofrester, fra andre sy projekter kan bruges.
Stoffet klippes i lapper. Mine er 8 x 8 cm., men du kan bruge lige den størrelse du har lyst til. Det er det fede ved denne form for gavepose.
Dette trin kan undlades, hvis du ønsker en mere tilfældig gavepose. Jeg kan dog godt lide lige at ligge alle lapperne op ved siden af hinanden, så jeg har mulighed for at se dem sammen, inden symaskinen findes frem. Derudover kan jeg også i dette trin, beslutte mig for hvor stor den skal være. Dog skal du tage højde for sømrum.
Lapperne nåles sammen ret mod ret.
Derefter sys de sammen.
Så de danner en række med sammensyede lapper. Derefter sys der videre så alle lapperne er syet sammen på rækker.
Nu nåles rækkerne sammen ret mod ret og sys derefter sammen.
Sådan ser den ene side ud efter alle lapperne er syet sammen. Ønsker jeg gaveposen større, så er det utrolig nemt at sy flere rækker med lapper på, til den ønskede størrelse.
Jeg ønsker at min gavepose kan lukkes i toppen med snor og laver nu en løbegang, inden foeret bliver syet på. Du kan også sagtens undlade løbegangen og stadig lukke med snor. Her binder du bare en snor rundt om toppen på gaveposen, når den er helt færdig, for at lukke den.
Løbegangen har mål efter størrelse på gaveposen. Længden passer med længden på siden af gaveposen. Og bredden passer med at stoffet kan foldes midt over og stadig kunne rumme 2 snore. Enderne folder jeg 2 gange og giver en stikning. Det gør at den lige går 1/2 til 1 cm. ind fra siden og det gør ikke noget. For når hele gaveposen bliver syet sammen kommer det til at passe.
Løbegangen nåles fast på toppen af gaveposen og sys derefter på.
Sådan ser løbegangen ud efter den er syet fast.
Nu kommer vi til foeret, hvis du ønsker dette, og det sys fast ret mod ret på toppen af gaveposen. Altså der hvor du lige har lavet løbegangen.
Sådan ser det ud, når du har syet foeret fast. Så skal der bare laves en side mere på samme måde.
De 2 sider lægges ret mod ret, så ydersiderne af gaveposen ligger oven på hinanden og det samme gør foeret. Der sys hele vejen rundt.
Lad dog et lille hul være i toppen af foeret til at vende med.
Når gaveposen er vendt sys hullet sammen i foeret og der sættes snore i løbegangen. Jeg har brugt stofgarn, men brug det du allerede har (er sikker på du har noget brugbart). Og gaveposen er færdig - lige klar til en fin og personlig gave til jul. En bonus er at gaveposen i sig selv også er en gave og kan bruges til en masse forskellige ting hele året rundt.
Før billede.
Efter billede.

Hvis du ikke er til at lave en masse lapper i forskellige farver, så kan du også sagtens lave fine gaveposer i et slags stof, som på nedenstående billede. Princippet er det samme og du kan sagtens med, så kort tid til jul, nå at sy din egen gavepose, som kan bruges hele året. 

Gaveposer i forskellige størrelser, farver og mønstre. De vil alle pynte under årets juletræ.

Afrunding:

Håber du får glæde af denne DIY gaveposer der kan bruges hele året og vil bare ønske dig god fornøjelse med kreativiteten på denne dejlige 4. søndag i advent. En kreativ gør-det-selv idé der vil pynte under juletræet og indeholder personlige overraskelser. Gaverne jeg giver i år kommer i hvert fald til at være pakket ind i sådan en gavepose.

Jeg vil rigtig gerne se din færdige gavepose, der kan bruges hele året, så del endelig billedet med mig, på de sociale medier. Det vil glæde mig virkelig meget.

Du er mere end velkommen til at kontakte mig på info@mr-design.dk, hvis du har spørgsmål til denne artikel.

Dette var så sidste advents juleoverraskelse i denne omgang og håber du har fået noget ud af, at være med. Bliv dog endelig hængende, da der jævnligt vil komme nye kreative gør-det-selv projekter til samt nye produkter i shoppen. 

Vil også lige benytte lejligheden til at ønske alle derude en rigtig glædelig jul. 

FØLG OG DEL