Det er da for irriterende med puslespilsbrikker der bliver væk, men det er der råd for. Skab noget unik og smukt med dem der er tilbage.
Jeg kan godt lide at sidde en gråkold efterårsdag med en kop varm the og et puslespil. Og selvom jeg virkelig passer på alle brikkerne, så skal der bare ikke meget til for at en eller flere brikker bliver væk. Som i pist væk og her mistænker jeg nogle gange katten for at være den skyldige.
Men det er lige som om noget af det sjove går af, når det bliver noget halvfærdigt noget, fordi nogle brikker mangler. Og hvis du lige som mig stadig nyder (eller har gjort det engang) at lave puslespil, når vinden nu alligevel rusker i træerne udenfor, så ved du også at denne problematik er virkelig irriterende. Inden du skynder dig at smide hele puslespillet, minus de manglende brikker, ud af vinduet eller i skraldespanden, så læs lige dette først. For måske du så skifter mening.
For hvorfor ikke skabe noget smukt ud af de brikker der alligevel ikke kan bruges. Brikkerne kan formes til et hav af forskellige kunstværker, lige til at hænge på væggen. Og dermed har du også givet din indretning et nyt boost på en unik og enestående måde.
Skynd dig derfor at læse med videre, for at se hvordan du nemt kan skabe en unik og enestående indretning med de resterende puslespilsbrikker.
Dette skal du bruge:
- Puslespilsbrikker
- Lærred/ karton/pap eller det du nu vil bruge til at sætte puslespilsbrikkerne på
- Maling, hvis du vil give dem farve – brikkerne kan også sagtens se flotte ud rå
- Pensler, til hvis brikkerne skal males
- Lim
Fremgangsmåde:
Først og fremmest skal du have en baggrund til at sætte dine brikker fast på. Jeg har brugt lærreder til mine to hjertebilleder, da jeg alligevel fik disse lærreder af en kollega, der ikke selv kunne bruge dem. Du kan også sagtens bruge karton eller pap som bagbeklædning. Måske du allerede har en papkasse du nemt kan genbruge til dette formål.
Når du har fundet bagbeklædningen skal du finde ud af om du vil have brikkerne med farve eller i rå udgave. Begge dele vil give et flot resultat. Til mine hjertebilleder jeg har jeg valgt at puslespilsbrikkerne skal være i guld.
Det handler egentlig bare om at male hver enkelt puslespilsbrik ad gangen og derefter lade dem tørre. Jeg har givet dem to lag maling, men det kommer an på hvilken slags maling og hvor meget den dækker. Prøv dig lidt frem.
Når du har malet alle de brikker du vil bruge, så skal du finde din bagbeklædning, som du kan lime dem fast på. Inden jeg limede puslespilsbrikkerne fast, satte jeg dem først løst på mit lærred. På den måde havde jeg nemlig mulighed for at bytte lidt rundt på dem, hvis mønstret ikke helt passede. Har du først limet brikkerne fast, så er der ikke rigtig noget at gøre, hvis du har kommet til at sætte dem forkert. Derfor tager jeg heller ikke alle brikkerne af ad gangen, når jeg er klar med limen, men tager en ad gangen, mens de alle stadig sidder i mønstret. En puslespilsbrik – en klat lim på bagsiden – brikken sættes fast på baggrunden. Lige indtil alle brikker sidder godt fast og ikke falder af, når du vender det på hovedet.
Og så er du egentlig færdig med dit mesterværk af et gør-det-selv projekt.
Smukke og helt enestående er de i hvert fald. Og mon ikke at de også vil passe perfekt ind i din indretning. Hvis ikke, så kan du jo nemt tilpasse dem, så de gør.
Tidligere nævnte jeg at puslespilsbrikkerne også vil se flotte ud i rå udgave og det kan måske være svært at forstille sig, når jeg kun har vist dem i malet udgave. Så tiden er inde til at du også får set dem i rå.
Disse er også formet som et hjerte, men bagbeklædningen er denne gang karton, klippet som hjerter. Puslespilsbrikkerne er limet oven på kartonet. Efterfølgende er der limet en sløjfe af rødt bånd på. Synes lige det giver det fineste udtryk.
Afrunding:
Håber du får glæde af denne DIY til du nemt og hurtigt selv kan skabe en unik indretning med puslespilsbrikker og vil bare ønske dig god fornøjelse med kreativiteten.
Jeg vil rigtig gerne se din løsning på hvordan du bruger de resterende brikker fra et puslespil, der alligevel ikke kan blive færdigt, så del endelig billedet med mig, på de sociale medier. Det vil glæde mig virkelig meget.
Er du lige som mig også blevet helt vild med disse måder at bruge puslespilsbrikker på, men alligevel ikke selv ønsker at kaste dig ud i kreativiteten på nuværende tidspunkt, så kan hjertebillederne selvfølgelig også købes.