Indkøbsposer har altid været en del af vores hverdag og vil højst sandsynligt være en del af den. Vi skal jo have noget at bære vores varer hjem i. De har heldigvis ændret form og materiale gennem årene.
Plastik posen der altid gik i stykker hvis der kom for meget i den, er heldigvis ved at udgå de fleste steder. Indkøbsposer lavet at genanvendeligt og nedbrydeligt materiale vinder mere og mere frem blandt butikkerne og det er også rigtig fint til en start, men de helt rigtige er nu indkøbsnet i stof, da denne form kan holde meget længere end de andre former.
Stofnet kan købes relativt billigt og de fleste supermarkeder har deres helt egne med logo på. Jeg synes dog det er meget federe at sy mine egne af genbrugsstof jeg har fået af familie og venner. Tøj de ikke længere bruger og dermed kan jeg give det nyt liv samt at give det en ny funktion. Det hænder også at jeg går i genbrugsbutikker og finder diverse tekstiler og syer disse om til stofnet. Gardiner og sengetøj er her helt oplagte.
Lige pt. laver jeg 2 former for stofnet:
- Stofnet med flæse og foer
- Stofnet af skjorter
Begge slags stofnet har hank i en længde så de kan bæres på skulderen.
De kan meget nemt syes selv – du behøver ikke nogen fancy symaskine eller overlocker, der er den seneste nye. Min symaskine er helt almindelig og kan kun de mest basale ting, købt i Aldi for under 1000 kr. Den virker som den skal og kan sy de fineste stofnet.
Det fedeste ved at sy sine egne indkøbsposer er at de kan tilpasses mit eget behov – både i form, udtryk og materialet.
Som allerede nævnt er det ikke særlig svært, så hvad er undskyldningen egentlig for at gå i gang:-)
Sygal.dk har lavet en virkelig god vejledning til den med flæse. Tjek den gerne ud.
Rigtig god fornøjelse:-)