DIY Elefant af cowboybukser

Du oplever at der pludselig, ud af det blå, går hul i dine ynglings cowboybukser og hullerne kommer jo gerne de forkerte steder. Skal du så bare smide dem ud efter du har prøvet at reparere dem, uden held? NEJ, endelig ikke udsmidning, for med denne DIY Elefant af cowboybukser, kan du omdanne dine ynglings cowboybukser til den sødeste elefant.

Dit barn vil med garanti elske den, men herhjemme synes vi at elefanter er hyggelige, så her stråler den på reolen i stuen. 

Skynd dig derfor med grøn omtanke, at forvandle dine ynglings cowboybukser til denne elefant. 

Dette skal du bruge:

  • Aflagte cowboybukser
  • Kontrast stof til undersiden af benene samt ører (jeg har brugt et lagen – blå skjorter vil også være flotte til cowboystoffet)
  • Pudefyld
  • En god stofsaks
  • Knappenåle
  • Sytråd i matchende farve og synål
  • Mønster på elefanten (er lånt hos “BUSTLE AND SEW”. De har også lavet en fin vejledning, som kan følges, hvis man hellere tager den på engelsk) 

Fremgangsmåde:

Genbrugsstoffet findes frem. Cowboybukserne klippes op, så det er nemmere at placere mønstret ordentligt. Det samme hvis du bruger en skjorte/bluse til kontrast stof.
Mønstret findes frem. Kan printes ud fra ovenstående link.
Alle stykkerne klippes ud, så de er klar når de skal bruges. Der skal klippes et stykke stof af midterstykket. To stykker stof af kroppen og underben. Fire stykker af ørerne. Husk af halvdelen skal være spejlvendt, da de ellers ikke vil passe sammen i syningen.
Vi starter med elefant kroppen. Det lange midterstykke nåles sammen med den ene side af kroppen, ret mod ret.
De to ender på selve midterstykket er ikke helt ens. Den ene side er en smule længere og lidt mere spids end den anden. Den ende der er mest spids hører sammen med snablen. Det kræver lidt øvelse af nåle dem sammen - som det ses skal det bølge lidt. Det giver den en flot facon som færdig.
De to stofstykker syes sammen. Dette kræver også lidt øvelse, men har man været ekstra omhyggelig med at nåle stykkerne sammen, så skulle dette trin være lige til at gå til.
Nu gælder det den anden side. Og det gøres på præcis samme måde som den første side.
Begge sider er nu syet sammen og ser sådan ud når den er vendt om. Husk dog at vende stoffet ret mod ret igen, da vi ikke er helt færdige med at sy.
Underbenene i kontrastfarve nåles fast ret mod ret. Dette gøres på begge ben.
Underbenene syes på benene, så det kommer til at se sådan her ud, når elefanten er vendt rigtigt.
Ret mod ret syes snablen sammen, fra spidsen af snablen ned til der hvor benene starter.
Maven har jeg valgt at sy med nål og tråd, da jeg oplever det giver det flotteste resultat. Jeg starter fra bagenden og syr med usynlige sting. Jeg stopper op, når der er et lille hul tilbage ved forbenene, hvor der kan puttes fyld ind.
Sådan ser elefanten ud med fyld og hvor maven er syet helt sammen og lukket. Og så er det egentlig bare i gang med detaljerne, der gør den til en rigtig elefant.
Nu til ørerne. Der skal bruges to stykker stof. En i grundfarven og en i kontrastfarven. Sørg for at de to stykker passer ordentlig sammen, da de to ører skal være spejlvendt, for at det bliver flottest på elefanten.
Stoffet nåles sammen ret mod ret.
Det syes sammen, men undlad et lille hul ti at vende igennem.
Øret er vendt og hullet er der, hvor saksen er. Hullet syes sammen med enten usynlige sting eller en lille stikning.
De færdige ører er nu syet og klar til at komme på elefanten. Har desværre ikke billeder, fra da jeg syede dem på. Men det er egentligt nemt nok. Øret bukkes en lille smule på midten og syes fast på siden af kroppen. Det er vigtigt at det kommer til at sidde rigtig godt fast. Jeg har brugt små sorte knapper til øjne og de syes på med sort sytråd. Og det gode er at du her kan få lige det udtryk du ønsker.
Hvis du vil have en hale på din elefant, laves den nemt med lidt garnrester syet på med sytråd. Jeg har her lavet en fletning af garnet.
Før billede.
Efter billede.

Afrunding:

Håber du får glæde af denne DIY Elefant af cowboybukser og vil bare ønske dig god fornøjelse med kreativiteten. 

Jeg vil rigtig gerne se din færdige elefant, så del endelig billedet med mig, på de sociale medier. Det vil glæde mig virkelig meget. 

Du kan også holde øje med salgssiden, hvor elefanten indimellem kan findes. Du kan også bestille den ved at skrive en mail til info@mr-design.dk